Spring til indhold

Facebook politik

Facebook logo

Der har igennem det meste af foråret kørt en debat på diverse blogs og nyhedssider omkring Facebook og virksomhedernes politik omkring brugen af ditto. Det er der kommet mange interessante indspark ud af. Det jeg dybest set vil brokke mig lidt over i dette indlæg er der hvor man symptombehandler. God værdibaseret ledelse havde været vejen frem, men den løsning ligger vist ikke så godt til os danskere. Det kunne jo ende med konfrontationer. Uha uha…

Tør du læse videre?

Lad mig med det samme slå fast at jeg er helt med på, at en virksomhed ikke betaler medarbejderne for at sidde og spille spil og tage quizzer på Facebook hele dagen. Men jeg vil også gerne slå fast at de sociale medier, hvoraf Facebook jo kun er én blandt mange, har et utroligt potentiale hvis det bruges rigtigt.

Et begreb som “frihed under ansvar” er noget vi elsker her i Danmark. Desværre er det ikke alle der har fattet hvad det betyder. Så hvad gør nogle virksomheder så, når de opdager at et par af deres medarbejdere pjatter dagen væk med Facebook?
Jo… de lukker da bare for Facebook for alle. Sådan. Nemt og bekvemt.

Det kalder man symptombehandling.

Der er naturligvis nogle sikkerhedsmæssige hensyn omkring Facebook. Dem kan man diskutere. Og på den baggrund kunne man lukke for Facebook for alle. Det mener jeg nu ikke nødvendigvis er den bedste løsning, men det ville da i det mindste være et nogenlunde rationelt argument.

Men der er nu engang rigtig mange gode ting forbundet med de social medier. Nemlig muligheden for lynhurtigt at få svar, ideer eller input på problemer. Det kunne også være en slagskanal. Hvis det bruges rigtigt kan de sociale medier løse langt flere problemer end de skaber. Og er det nu en god ide at lukke for så magtfuldt et redskab? Det mener jeg i hvert fald ikke.

Hvad værre er så sender man et dårligt signal ved at lukke ned for noget, som næste alle bruger fornuftigt men som nogle få misbruger. Det signalerer svag ledelse i mine øjne. Det viser at man ikke tør gribe fat i dem der misbruger systemet personligt. Så hellere ødelægge det for alle.

Hvis du har en medarbejder, der bruger 7 timer om dagen ude på toilettet med at pille næse. Hvad gør du så?

  1. Forbyder toiletter for alle?
  2. Griber fat i vedkommende og beder ham/hende om at spænde ballerne (i mere end én forstand)?

Tænk lige over det næste gang du er på vej til at indføre forbud mod Facebook i din IT politik. Det er ikke Facebook eller det social medie i sig selv der er problemet. Det er misbruget der er det reelle problem.

Dybest set er der ikke anden udvej end at du (virksomheden) må have nogle værdier på bordet og kommunikere nogle klare forventninger ud til medarbejderne. Og du må være klar på at tage en konfrontation med de få der ikke kan/vil forstå hvad frihed under ansvar betyder.

2 tanker om “Facebook politik”

  1. Jan…!! Du har fuldstændig ret. Jeg er selv i ledelsen for en større virksomhed, som har lukket for adgangen til Facebook. (Dog havde jeg ingen indflydelse på beslutningen) Facebook er et fantastisk medie, som med omhu kan benyttes som salgsmedie o.a. At lukke for alle lukker for muligheder for virksomheden og “kriminaliserer” alle medarbejdere der benytter mediet. ” Man bør kun slå dem der HAR stjålet småkager over fingrene!!”

  2. Godt at høre at jeg ikke er den eneste der mener, at man kun bør straffe dem, der ikke kan overholde reglerne 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *