Så overlevede jeg endnu en julefrokost i karateklubben. Det kan nogle gange godt blive en hård omgang. Denne gang dog knap så vildt som det kunne have været.
Selvom det har haltet gevaldigt med karatetræningen i år, så er det ligesom at komme “hjem” når man kommer til sådan en julefrokost. Det er fedt 
Sædvanen tro var der sempai Prebens legendariske julekonfekt, som han (traditionen tro) havde “glemt”. Det er sjovt hvordan den kasse med konfekt bliver glemt hvert eneste år… og alligevel ender med at komme på bordet.
Armbøjningkonkurrencer var der ikke så mange af som der plejer. I hvert fald ikke til hvad jeg opdagede. Men Mohn fik et spark over låret som han klart havde fortjent 
Tak for en god aften…
Lige over!
Ja selv tak. Det var alletiders. Jeg var nu på gulvet som en snaps-straf. Og var der noget ned low kick? Det (be)mærkede jeg ikke….