Nisseøl 3

Det er vist efterhånden på tide at jeg kommer med en øl anmeldelse. Så hvorfor ikke gribe fat i denne serie af “nisseøl”, når nu tiden er til det. Og nej, vi snakker ikke om hvidtøl fra KB eller des lige sprøjt. Nej, vi snakker rigtig øl fra bryggeren Peter Scholey, der brygger på Ridgeway Brewery ovre i England. Ja, du læste rigtigt, England. Jeg har ellers tidligere kritiseret engelsk bryg for at være noget tynd pjask, men det skal naturligvis ikke afholde mig fra at prøve det igen.

Bad Elf (BE)
Korngul og klar med en let hvid skum. Den slemme nisse virker ved første øjekast nu ikke særlig “bad”. Duften er heller ikke skræmmende, men let og blød i retning af lade, halm, humle og varme. Noget vi i den grad trænger til i denne tid. Smagen er helt som forventet. Blød og rund men også anonym. BE skræmmer ingen, ej heller smagsløg eller sanser generelt. Det er en fin ale som kan drikkes af alle uden varige mén.
Misforstå mig ikke, det er en fin øl, men ud fra navnet havde jeg alligevel forventet lidt mere kant.

Very Bad Elf (VBE)
Den “meget slemme nisse” er ravgylden i farven og har samme hvide skum som den “slemme nisse”. Duften er stadig i den lette ende med strejf af karamel, men igen, ikke noget der skræmmer nogen som helst. Smagen er rund, sød og uden overraskelser. Alt i alt endnu en drikkevenlig nisseøl. Ordet “very” er misvisende, for denne øl er ganske enkelt ikke “very” noget som helst. Det skulle da lige være “very” metervare…

Seriously Bad Elf (SBE)
Nu begynder det at ligne noget. SBE er så vidt jeg kan dømme inspireret af den belgiske triple som type. Den er klar og lys i farven. Skumhatten er dog hverken så kraftig eller cremet som man kunne forvente af en triple. Til gengæld er duften spids med hint at “sprit”. Det er ikke så godt. SBE er flad i teksturen (typisk engelsk), men den er spids i smagen. Nissen har fået kant! Og efter engelsk standard må den være helt sindsyg… 😉

SBE stikker helt klart af fra de to mindre slemme nisser. Den har mere kant og mere styrke, men det er samtidig en øl der ikke længere appelerer til masserne. Det skræmmer dog ikke mig. Jeg kan godt lide den.

Criminally Bad Elf (CBE)
Nu bliver det næsten kriminelt. Det er kriminelt at lave en Barley Wine type øl, der er så dårlig som den her. Ligesom VBE er der tale om en ravgylden klar bryg med en tynd hvid skumhat. Taget i betragtning, at der her er tale om en special bryg på 10,5% alkohol, og den burde være den noget af det ypperste, så er den temmelig skuffende. Som så meget andet engelsk bryg, er den tynd i konsistens og fylde. Duften er skarp af sirup med et hint at karamel – og det samme er smagen. De tunge procenter er som sådan rimelig godt skjult, men overall set er øllen slet ikke i en liga hvor den burde være. Det er bare ikke godt nok.

Insanely Bad Elf (IBE)
Ja, der findes faktisk en femte variant. Men den har jeg desværre ikke kunnet finde.

Alt i alt, så er jeg ikke specielt imponeret over denne serie af nisseøl. Der er ganske enkelt langt bedre juleøl på markedet. Det mest interessante ved disse øl er desværre navngivningen, hvilket jeg blankt skal indrømme var det, der fangede mig. Det er med sikkerhed ikke en ølserie, der finder fast plads i mit øl-rack.

3 thoughts on “Nisseøl

  1. Skriv noget... Henrik Blunck 26. dec 2010 16:14

    Jeg må give dig ret. Her på domicilet er det Carlsbergs 47 der nyder en fast plads i julemåneden. Ikke at jeg – med det job jeg har – kan nyde ret mange af dem, men den lejlighedsvise nydelse er bestemt ikke at fornægte.

    Helt enig med navnet på serien. Det element kunne også have fristet mig, så jeg takker for anmeldelsen. 🙂

    Godt nytår.

  2. Skriv noget... Morten Andersen 26. dec 2010 18:45

    Generelt enig i dine betragtninger om engelsk øl. Dog med den undtagelse af engelsk øl drukket på en engelsk pub i england (ikke London).
    Tak for anmeldelse og glædelig jul.

  3. Skriv noget... Robert 19. jan 2011 20:58

    Det var sørme ellers nogle alvorlie labels. 😉
    Måske er det lige overkill at bruge disse nisseøøl til det, men krydderkage med nisseøl i kan klart anbefales!

Leave a Reply