Velkommen til Månebase Skinnerup.
En driftig forpost i den videre udforskning af rummet og den kommercielle udnyttelse af Månens råstoffer.
Basen er ejet og drevet af SkinCorp Inc. – et konglomerat der ejer Månen, og automatisk har patent på alt, hvad der nogensinde opfindes eller udnyttes på basis af Månen selv, eller den deraf afledte teknologi.
CEO, president, formand, astronaut, playboy, millionær, billiardær, meningsdanner, og alt muligt andet, der er cool at være – er: Mig!
Et kig på kalenderen siger: Fremtiden, men snarere end du tror.
Nye horisonter skal opdages, nye opfindelser og teknologier skal realiseres og gøre livet på Jorden nemmere for den frie del af verden.
I fremtiden vil den frie del af verden være hele verden, undtagen Nordkorea og Danmark, som har slået sig sammen i et kommunistisk joint-venture projekt, hvor de nu godt 4 milliarder indbyggere alle lever på overførselsindkomst og efterløn.
SkinCorp Inc. handler af princip ikke med kommunister, men tjener heldigvis styrtende med penge i resten af den frie verden, så vi kan fortsætte med at udforske og udvikle til gavn for dem, der vil!
Inden du tænker, at nu rabler det da helt for ham, så kan jeg berolige dig med, at det gør det ikke helt.
I et anfald af oprydningsvanvid mente min gamle mor, at kassen med mit rumlego skulle fjernes fra hendes kælderrum. Så derfor endte det hjemme på mit stuegulv.
Ja, så er tiden igen moden til at jeg lige skærer rigets tilstand ud i pap og udstikker en kurs, der kan fremtidssikre vores nation. En nation der snart imploderer under vægten af ligegyldige offentlige bureaukrater og dovne nassere med selvopfundne pseudo-lidelser, der suger livslang og betingelsesløs overførselsindkomst ud af fællesskabet.
Regeringen og den Stalinistiske fløj her begge fremlagt deres bud på en 2020 plan, og de er begge uambitiøse eller direkte åndsvage. Ingen har hverken viljen, fremsynet eller modet til at gøre det, som er nødvendigt for at Danmark kan overleve som nation. Derfor må jeg jo… igen…
2020 planen, den skarpe version!
Afskaf alt! Næsten.
Afskaf efterlønnen. Afskaf samtlige tilskudsordninger, samtlige fradragsordninger og samtlige flueknepper-regler, der forsøger at skabe millimeter justits for rigets borger.
Fjerne junglen af afgifter og skjulte skatter; fjern børnechecken, ældrechecken, den grønne check. Forbyd generelt checken fordi det er en gammel lortemetode til betaling.
Fjern topskatten, misundelsesskatten og sæt generelt skatten ned. Lad folk beholde frugten af deres arbejde selv, og lad dem selv disponere over den. Det giver nemlig et dynamisk samfund, hvor folk bruger deres penge på det, som de selv synes er vigtigt, og ikke hvad den røde mafia har bestemt, er bedst for den dumme befolkning.
Afskaf rettigheder og erstat dem med pligter!
Ja, jeg ved godt at de ræverøde lakajer ihærdigt forsøger at få ordet “pligter” forbudt, fordi de mener det er det samme som tortur. Noget umenneskeligt som ingen har fortjent at blive udsat for. Men de tager som sædvanlig fejl. På begge områder.
Fremtidssikret
Bemærk, at denne plan ikke bare er en 2020 plan. Det er også en 2120 plan. En 2220 plan. Ja, den er faktisk evig gyldig!
Ved at minimere antallet af tåbelige regler og ordninger, så slipper man også for en jungle vi ikke selv kan finde ud af. Som tingene er i dag, så er der ingen – INGEN – der kan overskue konsekvenserne af alle de tåbelige tilbagetrækningsreformer, der bliver lagt på bordet. INGEN, siger jeg!
Hvis der slet ikke eksisterer efterløn, senior-førtidspension og alle mulige andre komplicerede regler, så bliver verden pludselig meget simplere. Du kan gå på pension når du er X år gammel. Hvis du endnu ikke er X, så må du arbejde, eller også må du sgu selv spare op til at holde fri. Det er ikke vi andres problem at du er doven eller bare gerne vil bruge 5 dage om ugen på at spille golf.
Prøv at tænke på, hvis skatten blev en flad skat på 30%. Så kunne SKAT fyre 90% af deres medarbejde, og de ville aldrig nogensinde igen har IT problemer. For selv den simpleste computer kan sgu da lave regnestykket: SKAT = Indtægt * 0.30. Og vupti… millioner, hvis ikke miliarder af skattekroner sparet lige der.
Prøv at tænke på, hvis der ikke fandtes regler for, hvordan du skal bygge din terrasse i tilfælde af, at en spasser kommer trillende forbi i hans elektriske kørestol. Tænk sig at vi bruge skattekroner på at have folk ansat til at sidde og finde på, og administrere den slags tåbeligheder. Med min 2020 plan, så vil den slags være fortid… og det fandme allerede kl. 20:20 i morgen aften!
Jeg kunne blive ved, men pointen er, at vejen til overlevelse går igennem simplificering. Og det kan faktisk gøres temmelig nemt, hvis man vil. Problemet er bare, at det vil man ikke!
Der er sket det uheldige, at filmbranchen har fundet på, at genoplive et gammelt koncept med, at lave film i 3D. Ikke nok med det, så er TV-branchen hoppet med på vognen.
3D TV var lort i 70′erne, og prøv at hør her: Det er det sjovt nok stadig!
I gamle dage skulle du have nogle briller på, hvor det ene “glas” var rødt, og det andet var grønt (eller blåt). I dag skal du have nogle andre briller på, men du ser stadig lige åndssvag ud. Problemet er nemlig i al sin enkelthed, at man kun kan skabe 3D mellem beskueren og lærredet (eller dit TV). Det giver så mange begrænsninger, at man lige så godt kunne lade helt være. Begrænsningerne i dag er præcis de samme som i gamle dage, og derfor er konceptet også lige så ubrugeligt i dag, som det var dengang.
Meningsforstyrrende
Prøv at forestille dig, at du sidder i biografen og ser en film om 3 meter høje blå rumvæsener, der løber rundt i junglen og sniffer hinanden i måsen som kåde hundehvalpe. I tide og utide er der en gren i vejen for dit udsyn… en gren der vel at mærke på magisk vis “hænger midt i biografsalen” uden forbindelse til det træ, den skal forestille at være en del af.
En sådan gren er kun et irritationsmoment; et løsrevet fragment ude midt i biografsalen som er komplet ligegyldig for filmen. Den er der kun, fordi man kan. Hvis det havde været ”Real 3D” så kunne jeg bare flytte mig (eller grenen) så jeg kunne se noget igen, men nej, her er der helt bevidst indlag forstyrrende elementer i billedet, fordi nogen synes det kunne være ”cool”. Den er nøjagtig lige så forstyrrende og irriterende, som hvis en person fem rækker foran dig rejser sig op og fægter med armene midt under filmen.
Der er naturligvis også “klassikeren” med, at nogen i filmen kaster et spyd eller lignende, som kommer ud gennem lærredet. 3D filmens “hellige gral” eller noget. Det, der bare skal være med i enhver 3D film. Den slags gimmicks bliver trættende hurtigere end kaniner dyrker sex.
Sidst men ikke mindst, så er der de svævende undertekster, som i sig selv burde have deres helt eget hadeindlæg her på bloggen. Men det er mit liv for kort til, så jeg vil nøjes med at konstatere, at det heller ikke fungerer særlig godt.
Imponerende? Nej irriterende! Nej, jeg er på ingen måde imponeret over det “nye” 3D gejl. Jeg er irriteret. Irriteret over at få min ellers glimrende filmoplevelse spoleres af producenternes forsøg på at skabe noget, de alligevel aldrig vil kunne gøre overbevisende. Indtil nogen omfinder et rigtigt holodæk som i Star Trek, så pak jeres 3D skrammel væk og hold op med at spolere biograffornøjelsen for mig, der gerne vil se en god film uden at blive forstyrret af alt muligt lort, som skal “kastes i hovedet på mig”… bare fordi man kan.
Skal jeg have et 3D TV i min stue? Nej gu’ ska’ jeg ej!
Ska’ du?
McGurk effekten er et velkendt fænomen der opstår, når der er konflikt mellem det vi se, og det vi hører. Meget spøjst! Selvom man er pinligt bevidst om, hvordan det fungerer, så kan man ikke undgå “at høre forkert”. Ret utroligt egentligt – og i skarp kontrast til andre optiske illusioner, som falder sammen lige så snart man har gennemskuet dem.
Langt om længe er jeg også nået så langt, at jeg har opdaget TV serien Farscape. Det er vel egentlig også på tide hvis vi tager i betragtning, at serien kørte fra 1999 til 2003. Jo, jeg har godt vidst, at serien eksisterede, jeg har bare aldrig fået set noget af den. Indtil lige inden Jul, hvor jeg tog mig sammen og købte Farscape the Complete Collection på DVD. Den indeholder alle fire sæsoner samt den afsluttende TV film, Farscape The Peacekeeper Wars – og ikke mindst seks DVD skiver med ekstramateriale.
Australsk dukke sci-fi?
Det første der slog mig var, at serien faktisk er australsk, og ikke amerikansk, hvilket sjældent er godt, når vi taler om TV.
Det andet der springer i øjnene er, at serien ikke bare indeholder aliens, som er skuespillere i latex og gummi-make-up. Der er også alien puppets - altså fjernstyrede mekaniske dukker. Det skyldes at det er Jim Henson der står bag showet, og Henson og han firma har også lavet Muppet Show, Fraglerne og et hav af andre produktioner, der har med dukker at gøre.
Australsk dukke science-fiction?
Det må da være det ringeste TV nogensinde?
Nej, det er det på forunderlig vis ikke. Faktisk har Farscape en helt unik og speciel charme som gør, at man bare er nødt til at se nogle flere afsnit. Man glemmer lynhurtigt, at et par af de regelmæssige karaktérer i serien er dukker. Det er noget af det mest mærkværdige, nyskabende og forunderlige sci-fi, jeg længe har set.
Godt nok bliver de nogle gange lige lovlig kreative med deres dukke-aliens i serien. Nogle gange kammer det over. Andre gange, hvor vores faste karaktérer er i knibe, så løses problemet ved, at én af dem udbryder:
“Hov, forresten, så har jeg lige den her helt vildt unikke og fancy evne, der lige præcis kan redde vores røv ud af denne situation. Det er en totalt nice evne, som kunne have reddet os 100 gange tidligere, men der gad jeg ikke lige nævne noget om det.”
Forfatterne har ikke altid haft lige meget tid til at finde på noget bedre – desværre. Det sker et par gange i serien, men det er ikke noget der trækker helheden ned i alt for høj grad.
Plottet
Farscape handler om astronauten John Crichton (eneste amerikaner i serien), der ved et uheld bliver suget igennem et ormehul i universet og ender ovre i den anden ende af galaksen. Her søger han tilflugt på rumskibet Moya, som for det første er et biologisk rumskib, og for det andet styres af en samling ex-fanger. Det siger næsten sig selv, at The Peacekeepers, som fangerne er stukket af fra er utilfredse – hvilket betyder, at Moya og hendes beboere er på konstant flugt hele serien igennem.
Det går over stok og sten med det ene absurde eventyr efter det andet, men med en stor portion humor, der ofte foregår under bæltestedet. Det er temmelig morsomt. For eksempel i det afsnit, hvor tre af hovedpersonerne bytter krop. Hvad gør den mandlige hovedperson, da det går op for ham, at han nu befinder sig i den kvindelige hovedpersons krop? Han åbner blusen en ryster med brysterne… hvad ellers? Og da han bliver opdaget er hans respons: “What? I’m a guy!”
Lige præcis!
Konklussionen
Jeg kan sagtens anbefale Farscape til alle, der ikke er nybegyndere indenfor sci-fi. Jeg tror man lige skal kende til genren generelt før man uden videre accepterer dukker som en del af de faste karaktérer. Men kan man abstrahere fra det – og det er ikke svært når det er lavet så godt, som Farscape er, så er det faktisk en ganske udemærket serie. Specielt er den ikke så blankpoleret, som de amerikanske serier ofte er. Verden er alt andet, end sort/hvid i Farscape og der bandes en del. Det bliver dog aldrig sci-fi på højde med de største i branchen, men det er i høj grad en værdig udfordrer.
Nogen siger godt nok, at bandeord er pøblen sprog… eller noget i den stil. Jeg ved sgu snart ikke… jeg synes det gør sproget mere farverigt og nuanceret. Som med alt muligt andet i livet skal der være balance – og folk der kun taler pænt hele tiden, uanset hvad de måtte opleve i deres liv, stoler jeg ikke på. Dem er der sgu noget galt med. Så bandeord… det hører til i sproget.
Bedre end bandeord, er bandeord på udenlandsk – og endnu bedre bliver det, hvis det er på et fiktivt intergalaktisk sprog, som kun meget få forstår.
Nørdet form for humor, ja måske. Men hvem fanden bekymrer sig om det, når det er sjovt
Uden-jordisk bande-parlør
De fleste sci-fi serier opfinder deres eget uden-jordiske sprog for at gøre det hele lidt mere mystisk. Ude i rummet sker der altid de vildeste ting, og derfor bander folk ofte en del. Desværre er TV og film industrien nypuritanske meningsvogtere, så den slags farverigt sprog kan naturligvis ikke tillades. Her hjælper det så at have fiktive bandeord, for de bliver ikke censurere, når ingen rigtig aner hvad de betyder. Genialt!
Så lad os komme i gang med at bande… sgu!
Battlestar Galactica Vi starter med min yndlingsserie, BSG (den nye). De har stort set kun ét bandeord, men det bliver til gengæld også brugt hele tiden. Frak!
Det kræver vist ikke meget fantasi at forestille sig, hvad det betyder. Frak you! Frak me! Frak this! Frak… det er et godt bandeord, men dog ikke så blødt som andre gode bandeord.
Heldigvis har skrottet den gamle series andet bandeord: “felgercarb”. Det betød noget i retning af “lort”, men det er ikke noget godt bandeord. Man udbryder jo ikke bare lige: “felgercarb!”
Star Trek
I Star Trek bander de skam ikke… det er jo ikke pænt. Pfff!
Men det er desværre rigtigt. De har mig bekendt ingen gode bandeord i nogen af serierne.
Ja, der er en masse Klingon om at sprætte folk op med diverse sværd, riste dem over sagte ild og i øvrigt også udrydde deres familie, nu man alligevel er i gang. Men det bliver ofte til længere svadaer på Klingon. Altså ubrugeligt som bandeord.
Farscape Farscape har en lang række af meget gode bandeord. Min favorit, som jeg er begyndt at bruge er “yotz”. Yotz som selvstændigt udtryk betyder noget i retning af “pis!”
Det bruges dog også meget i sætninger som “what the yotz?”
Derudover er der følgende, som kun er et greatest-hits udsnit, at en meget lang liste af bandeord:
Firefly er en sjov og rigtig god sammenblanding af sci-fi, western og kinesisk, hvilket er ophavet til ovenstående noget alternative “bandeord”, der bliver brugt i serien. Det er fabelagtigt.
Star Wars Poodoo = lort
Nerfherder = øh? Bonderøv?
Skal vi ikke bare sige det sådan her: Star Wars er stort på rigtig mange måder, men bandeord, det er ikke en af dem.
Listen af sci-fi bandeord er meget, meget længere. Det er blot nogen af dem, jeg er stødt på i de serier jeg ser. Hvis du synes der mangler nogle ord på listen, så skriv en kommentar. Fandme så!
Milena Penkowa, en historie om en yngre veludseende kvinde med ambitioner større end både talent og arbejdsvilje!
Havde det så bare været det, så ville Milena Penkowa være uendelig ligegyldig i det store forkromede billede, og jeg havde ikke behøvet at skrive et blogindlæg om hende.
Hvis vi tilsætter en ældre herre med magt, og et ukendt element, lad os kalde det x(xx), så tager historien en drejning i retning af lægeromans-agtigt trivial litteratur. Saftig og dramatisk - måske – men stadig temmelig ligegyldigt, da den slags jo sker hele tiden.
Men, når det leder til videnskablig uredelighed og stiller spørgsmålstegn ved troværdigheden af Københavns Universitet og den naturvidenskablige forskning, så er det alvorligt. Alvorligt nok til, at jeg må fægte vildt og voldsomt med samuraisværdet, og skære igennem her på bloggen.
Naturvidenskab er ikke X-faktor Videnskablig uredelighed er den værste forbrydelse – overhovedet – inden for videnskaberne. Fusk med data for at få teorierne til at passe hører ikke hjemme på et universitet. Det er derfor man har peer-review og åbenhed omkring data og metoder. Hvis ikke ens forskning kan holde til at blive gransket af andre på samme niveau som en selv, så er det nok fordi der er noget galt. Såden er processen. Sådan SKAL den være.
Moderne naturvidenskab er ikke X-faktor, hvor hr. og fru Tonedøv kan sende sms’er ind og stemme på, hvilken teori om atomernes opbygning der lyder mest sexet i denne uge. Det er en oprigtig søgen efter sandheden på objektive og åbne vilkår. Det er det der adskiller os fra den opgivende hob af religiøse fantaster, der blot opfinder deres egne sandheder for at forklare hvorfor Solen står op om morgenen. Os der anskuer verden med rationelle (videnskablige) briller bør, nej SKAL, være hævet over det niveau.
Det var sikkert heller aldrig kommet så vidt, hvis ikke en hvis Helge Sander havde blandet sig… i tide og utide. Jeg ved ikke hvilken “betaling” Penkowa ydede for at få den daværende videnskabsminister til at “skaffe” hende job og priser, men jeg håber edermame det var godt, Helge!
For skaden på universitetets omdømme og troværdighed bliver ikke lige fixet natten over.
Fusk med data er utilgiveligt!
Når kommissionen som nu skal kulegrave Penkowas arbejde er færdige, så er jeg ikke i tvivl om, at de kommer frem til samme konklussion som mig:
Du er ikke værdig til at blive kaldt forsker, Milena. Færdig. Slut!
Seneste kommentarer