Forskere ved Purdue University i London har udviklet en super nice meteor simulator, hvor du selv kan lege med at smadre meteorer ind i jorden. Du kan variere størrelse, massefylde, impact hastighed og ikke mindst vinklen for impact. Så er det bare at gå i gang med at simulere hvad der vil ske, hvis nu Ungdomshuset blev ramt… eller Nordkorea… eller andre steder, som ingen alligevel vil savne.
Jeg ved godt, at TV altid har været passiv underholdning, hvilket af nogen vil blive betegnet som værende fordummende. Det er jeg dog ikke helt enig i. En god historie, der er vel fortalt, kan sagtens være tankevækkende, hvis bare pointen er andet, end at springe ting i luften. Derudover er der TV kanaler, som har dedikeret sig til at være oplysende eller blot nørdet på deres egen lille niche.
Begge dele er alvorligt på retur og TV er efterhånden reduceret til talerør for mere eller mindre perfide platinblondiner, adfærdsforstyrrede steroide knejter, der alle er for dumme til at blive til noget regulært, og for uprofessionelle til at blive pornostjerner. Et propaganda organ der taler til laveste fællesnævner, der i det moderne teknologiske samfund er alvorlig for nedadgående, nu hvor Darwins principper om “survival of the fittest” er sat ud af spil.
Discovery Channel Discovery Channel var en af mine absolut favorit kanaler på TV. De sendte gode velproducerede programmer, man kunne blive klogere af. Det er slut med det. I dag, hvor alting skal være “reality”, sender de stort set ikke andet end dysfunktionelle mekanikere, der bruger mere tid på at slås indbyrdes, end de bruger på at lave motorcykler/biler.
Nåh nej vent, de sender også en hel masse programmer om at fiske. Krabber. Sværdfisk. Hvaler… og sikker også en hel masse andre dyr. Sig Hansen er uden tvivl en bad ass ishavsfisker. Men hvad lærdom er der i af se 10 sæsoner med ham og hans folk, der fisker krabber? Er én sæson ikke nok. Hvad nyt er der at lære? Sejl ud… smid tejner i vandet… vent på fangst… hiv tejner op af vandet… sejl hjem.
Selv Mike Rowe er for længst løbet tør for Dirty Jobs. Nu har han bare almindelige jobs. Det er lige præcis så røvssygt, som det lyder. Så nu ser jeg aldrig rigtig Discovery Channel længere. For de lærer mig ikke længere noget nyt. De oplyser mig ikke om noget relevant.
Heldigvis har jeg fundet ud af, at National Geographics har samlet teten op… det er en glædelig nyhed.
Sci-fi Ja, jeg ved godt de har skiftet navn til SyFy, hvilket jeg vil vende frygteligt tilbage til.
Selvom det er længe siden jeg har kunnet se Sci-Fi Channel, så var de i gamle dage fyrtårnet indenfor nørdet niche tv, nemlig science fiction, fantasy og horror. En ikke helt så lille niche som nogen måske tror. Desværre er selv Sci-fi Channel faldet i tidens pop-fælde og har ændret deres profil, så den i højere grad matcher den bøvsende og pruttende pøbel. Væk er de kvalitets-TV-shows, som var garant for, at der blev fortalt historier, der turde forestille sig et anderledes samfund i fremtiden. Væk er de gode historier om Good vs Evil, om riddere og helte… og mandsmod og skønne møer. Historier der formidlede nogle gode sunde værdier.
Næh, nu skal kanalen være “ung og smart” så navnet er ændret til SyFy. Gode solide science fiction shows bliver ikke længere sponsoreret af kanalen og er derfor strøget fra sendefladen til fordel for WWF. Ja,… wrestling! En pseudosport. Et moderne gøglercirkus, der uvist af hvilke årsager trækker tusindvis af seere hver eneste fredag, og som Syfy nu har købt rettighederne til. En falsk sport, hvor ølbøvsende bonderøve hepper og hujer som om der rent faktisk var noget på spil, ligesom de tror at NASCAR er et rigtigt motorløb. Hold da fast, nu kommer der endnu et venstre sving!
Det er DIN skyld! Ja, din! Fordi du sidder og synes at Paris Hilton og Sidney Lee bare er så seje. Fordi du hylder ligegyldigheden med din fjernbetjening og tuner ind på intetsigende realityshows, hvor falske overfladiske idioter kæmper om at blive årets dumme svin på en tropeø. Fordi du fejlagtigt tror, at gourmet består i at se kendte mennesker lave mad til andre kendte mennesker, mens du selv æder en frostpizza fra Fakta… deep pan med ekstra transfedt og palmin! Du er skyld i, at alle bliver både federe og dummere af, at se TV nu om dage.
Vi andre, vi må fordrive tiden med at skrive blogindlæg, for der er jo ikke en skid i skærmen!
Det er vist efterhånden på tide at opsummere på året der er gået, 2010. Bedre sent end aldrig.
Overordnet set, så har 2010 været et rigtig godt år. Det var året, hvor jeg fik ikke bare ét, men to nye jobs. Først som konsulent hos Multihouse IT-Partner A/S inde i Århus – nej vent, i Aarhus. Som du måske også husker, så kom dette job i stand via Twitter, hvilke efterfølgende har inspireret mange til at søge job via de sociale medier. Fedt at være til inspiration for andre.
Senere skiftede jeg over til TDC Hosting A/S. Det har dog ikke betydet noget i praksis, da jeg som konsulent for Multihouse netop sad fuld tid hos TDCH. Så selvom jeg fik ny arbejdsgiver, så er jobbet præcis det samme. Et job, som jeg stadig er utrolig glad for.
Sidst på året blev jeg udnævnt til cheftræner for Amanogawa i Vejle. Det er således nu mit ansvar at instruktørerne lever op til det niveau, der er påkrævet i klubben, og at de traditionelle bushido principper forplanter sig ud i klubben gennem den daglige træning. En udfordring jeg synes er super spændende! En udfordring der også har tjent som motivation til selv, at komme videre med min træning og udvikling rent kampsportsmæssigt.
Er der så ikke sket andet i hele 2010?
Jo, det er der helt sikkert. Men det er ikke så vigtigt
Min mavefornemmelse siger mig ydermere, at 2011 bliver et endnu bedre år, og jeg glæder mig allerede til “all of it”
Min ældre surround receiver var begyndt at få nogle underlige manerer når jeg så film. Den havde i hvert fald sin egen mening om, hvor højt der skulle være skruet op. Kunne den så bare bestemme sig for ét niveau igennem en hel film, så havde det måske været til at leve med. Men næh, nej… den synes der med ujævne mellemrum skulle skrues meget højt op eller meget langt ned. Ikke just de optimale betingelser for at se en god film, når man hele tiden måtte sidde med forbetjeningen i den ene hånd – klar til at korrigere lyden, når det blev nødvendigt.
Derfor var det også svært at klage over, at Hi-Fi klubben havde sat denne forstærker på tilbud her efter jul. Det var jo nærmest optimale betingelser for at få brugt julegave pengene på noget fornuftigt. Så det er hermed gjort. Jeg takker for gaven til alle jer, der gav penge i julegave
Det er vist efterhånden på tide at jeg kommer med en øl anmeldelse. Så hvorfor ikke gribe fat i denne serie af “nisseøl”, når nu tiden er til det. Og nej, vi snakker ikke om hvidtøl fra KB eller des lige sprøjt. Nej, vi snakker rigtig øl fra bryggeren Peter Scholey, der brygger på Ridgeway Brewery ovre i England. Ja, du læste rigtigt, England. Jeg har ellers tidligere kritiseret engelsk bryg for at være noget tynd pjask, men det skal naturligvis ikke afholde mig fra at prøve det igen.
Bad Elf (BE) Korngul og klar med en let hvid skum. Den slemme nisse virker ved første øjekast nu ikke særlig “bad”. Duften er heller ikke skræmmende, men let og blød i retning af lade, halm, humle og varme. Noget vi i den grad trænger til i denne tid. Smagen er helt som forventet. Blød og rund men også anonym. BE skræmmer ingen, ej heller smagsløg eller sanser generelt. Det er en fin ale som kan drikkes af alle uden varige mén.
Misforstå mig ikke, det er en fin øl, men ud fra navnet havde jeg alligevel forventet lidt mere kant.
Very Bad Elf (VBE) Den “meget slemme nisse” er ravgylden i farven og har samme hvide skum som den “slemme nisse”. Duften er stadig i den lette ende med strejf af karamel, men igen, ikke noget der skræmmer nogen som helst. Smagen er rund, sød og uden overraskelser. Alt i alt endnu en drikkevenlig nisseøl. Ordet “very” er misvisende, for denne øl er ganske enkelt ikke “very” noget som helst. Det skulle da lige være “very” metervare…
Seriously Bad Elf (SBE) Nu begynder det at ligne noget. SBE er så vidt jeg kan dømme inspireret af den belgiske triple som type. Den er klar og lys i farven. Skumhatten er dog hverken så kraftig eller cremet som man kunne forvente af en triple. Til gengæld er duften spids med hint at “sprit”. Det er ikke så godt. SBE er flad i teksturen (typisk engelsk), men den er spids i smagen. Nissen har fået kant! Og efter engelsk standard må den være helt sindsyg…
SBE stikker helt klart af fra de to mindre slemme nisser. Den har mere kant og mere styrke, men det er samtidig en øl der ikke længere appelerer til masserne. Det skræmmer dog ikke mig. Jeg kan godt lide den.
Criminally Bad Elf (CBE) Nu bliver det næsten kriminelt. Det er kriminelt at lave en Barley Wine type øl, der er så dårlig som den her. Ligesom VBE er der tale om en ravgylden klar bryg med en tynd hvid skumhat. Taget i betragtning, at der her er tale om en special bryg på 10,5% alkohol, og den burde være den noget af det ypperste, så er den temmelig skuffende. Som så meget andet engelsk bryg, er den tynd i konsistens og fylde. Duften er skarp af sirup med et hint at karamel – og det samme er smagen. De tunge procenter er som sådan rimelig godt skjult, men overall set er øllen slet ikke i en liga hvor den burde være. Det er bare ikke godt nok.
Insanely Bad Elf (IBE) Ja, der findes faktisk en femte variant. Men den har jeg desværre ikke kunnet finde.
Alt i alt, så er jeg ikke specielt imponeret over denne serie af nisseøl. Der er ganske enkelt langt bedre juleøl på markedet. Det mest interessante ved disse øl er desværre navngivningen, hvilket jeg blankt skal indrømme var det, der fangede mig. Det er med sikkerhed ikke en ølserie, der finder fast plads i mit øl-rack.
Genindspilninger af gamle TV serier er nærmest blevet det nye sort i Hollywood. Nogle gange er det godt, og andre gange skidt. Når det drejer sig om nyfortolkningen af den gamle sci-fi serie “V”, så er det godt - rigtig godt endda.
V – for Victory Du kan måske huske tilbage i 80′erne, hvor store runde rumskibe pludselig dukkede op over en stribe af verdens storbyer? Ombord var gæsterne – the visitors – som skulle bruge vores hjælp til at fremstille et-eller-andet kemikalie, der kunne redde deres planet. Til gengæld ville de selvfølgelig hjælpe os med at udrydde sygdom, hungersnød, krige, naturkatastrofer og alt muligt andet. De glemte naturligvis lige at sige, at de i øvrigt også ville have alt vores vand… og spise os. Klart en mindre detalje som enhver jo kan komme til at overse
Det “gamle” V er en sci-fi kultklassiker som adskillige Hollywood blockbustere sidenhen har stjålet elementer fra.
V- for Visitor I den nye version af V går rigtig mange af elementerne fra den gamle serie igen, men man har tilsat yderligere et par smagsfyldte ingredienser.
For det første, så har der været rumvæsner (de kaldes Vee’s) på jorden i mange år. Deres mission har været at infiltrere regeringer, politi, militær og den slags, som en forberedelse til – ja - hvad end det nu er de “kære” aliens vil denne gang. Det giver serien et stort element af X-files. Hvem kan vi egentlig stole på? Taler alle de der UFO-paranoia-hippier i virkeligheden sandt, når de siger der går rumvæsener rundt iblandt os?
For det andet så har man peppet personerne og kynismen op. Morena Baccarin gør det helt igennem genialt som den øverste leder for rumvæsnerne. Smuk på ydersiden, men gennemgribende kold, kynisk og ondskabsfuld på indersiden. Hun er intet mindre end fabelagtig i den rolle.
Resten af personerne i serien gør det tilsvarende godt. Man ved aldrig helt hvilken agenda flere af personerne har og man sidder hele tiden med den fornemmelse, at “jeg stoler ikke rigtigt på ham der…”. Det er godt TV. Dog bliver serien ikke på noget tidspunkt helt så kynisk og ”realistisk” som Battlestar Galactica, men det er stadig super spændende underholdning.
Det nye V er helt igennem en serie der er værd at se og jeg kan kun anbefale den til alle sci-fi nørder. Jeg glæder mig i hvert fald allerede til sæson 2.
Seneste kommentarer