SGU – Stargate Universe 8

Jeg har nu set første sæson af den nye Stargate serie kaldet Stargate Universe, eller bare SGU. Det er en serie jeg har set frem til med nogen spænding, da den skulle være så meget anderledes end hvad vi er vant til fra de to tidligere Stargate serier.

Specielt har det været spændende fordi SGU har delt vandene. Enten hader folk det – eller også elsker de det. Lige præcis som jeg godt kan li’ det… for det betyder, at enten er det godt, eller også er det noget lort 🙂

Fornyelse
Enhver serie er nødt til at forny sig. “Mere af det samme” konceptet holder kun til en hvis grænse. Efter ti sæsoner af Stargate SG-1 og fem sæsoner af Stargate Atlantis (SGA) er jeg sikker på, at bagmændene bag også godt var klar over, at det var på tide at sadle om.

I 2003/2004 kom den nye version af Battlestar Galactica (BSG). Den tog alle med storm på flere fronter. Specielt fordi den var så markant anderledes end hvad vi var vant til fra science fiction serier. BSG er mørkt, beskidt og grusomt realistisk på godt og ondt. Der er mord, magtbegær, korruption, selvmord, hor, druk og ganske almindelige mennesker, i en helt ekstraordinær situation. Fine dyder og moral træder ofte meget langt i baggrunden, når folk er presset helt ud af deres komfortzone. Det er bland andet også derfor jeg selv er helt vild med BSG.

SGU er et forsøg på at lave noget tilsvarende. Det er lykkedes overraskende godt synes jeg, men BSG, dét bliver det aldrig. Men det skal SGU heller ikke være.

Plottet
Kort fortalt så havner en samling af almindelige mennesker – på grund af et mislykket eksperiment med en Stargate – på et stort rumskib meget langt ude i universet. Uden nogen umiddelbar chance for at komme hjem, må de få det bedste ud af det, hvis de vil overleve. Skibet er på autopilot og der er ikke ret meget der virker, da skibet ikke just trillede ud af produktionshallen “i går”.

Således gik det til, at en gruppe af almindelige mennesker, forskere, militærfolk, og andet godfolk blev kastet ud i en helt ekstraordinær situation. Og fuldstændig som i den virkelige verden, så er det ikke dem alle, der har rent mel i posen; ikke alle er lige behagelige; nogen er faktisk så irriterende, at man får lyst til at rykke hovedet af dem.

Det giver serien noget kant. Det kan jeg godt li’! 🙂

SGU er noget helt andet end SG-1 eller SGA. Hvis man forventer mere af det samme som de to første serier, så bliver man slemt skuffet. Omvendt, så er det ikke helt så mørkt og realistisk som BSG. SGU ligger et sted i mellem. Men serien er bestemt værd at se. Den har alle ingredienserne til at blive et hit. Og til alle sci-fi nørder, så er der rumskibe og babes, hvoraf Lt. James spillet af Julia Benson helt klart falder i min smag 🙂

 

Det eneste jeg kan brokke mig over lige i dag er, at der går et helt år før sæson 2 udkommer på blu-ray. For jeg skal helt sikkert se næste sæson også. Sæson 1 slutter med en af de bedste cliff-hangers jeg har set i lang tid.

Drama, realisme, rumskibe, babes og uvenlige aliens… derfor skal du unde dig selv at se SGU, sgu!

8 thoughts on “SGU – Stargate Universe

  1. Skriv noget... Michael Østergaard 18. jul 2010 14:35

    Fornyelse er en god ting, men at blande Star Trek Voyager og BSG går bare ikke helt i min bog.

    Dog synes jeg, SGU sæson 1 sluttede med manér. Er meget spændt på fortsættelsen.

  2. Skriv noget... Martin Nielsen 18. jul 2010 14:42

    Slutningen af SGU er fantastisk, og det er det der reder den for mig. Mit problem har været at serien i mange afsnit nærmest stod stille. hverken personudvikling eller action.

    men du har ret, det er rart med fornyelse, håber blot de fortsætter stilen fra de sidste 5 afsnit i sæson 2, for så har sgu potentiale til at blive rigtig god.

  3. Skriv noget... Jan 18. jul 2010 15:30

    Jeg synes nu ikke der er så meget Voyager over SGU. Jo, selvfølgelig er der det aspekt, at de er strandet i et rumskib langt væk hjemmefra, men det er jo netop ikke veltrænede, blankpolerede Star Fleet Officers alle sammen. Og kaptajnen er heller ikke værdiløs, ligesom i Voyager 😉

    Til gengæld er inspirationen fra BSG helt tydelig. Men de går ikke helt til grænsen som BSG gør det, og det gør forskellen. I BSG har folk jo også mistet alt. Deres familier, deres hjem, deres planet. I SGU er de implicerede folk godt nok strandet… men hele deres bagland eksisterer jo dog stadig. Det gør det alligevel knap så “gloomy”, hvis man kan sige det sådan.

    Stillestående afsnit? Det synes jeg ikke rigtig jeg har tænkt på noget tidspunkt. Men fair nok, jeg har kun set det hele en enkelt gang… indtil videre 🙂
    Under alle omstædigheder, så har det overordnet set været en meget god sæson 1. Det betyder som regel, at de efterfølgende sæsoner bliver endnu bedre 🙂

  4. Skriv noget... Jesper Bentzen 4. sep 2010 14:43

    Jeg ser alt der bare lugter af Sci-Fi med glæde, men lige SGU og BSG er ikke min kop the. Begge havde nogle dejlige pilot/første afsnit som jeg nød, men så gik det ned af bakke.

    SGU er for mig nogle mennesker, der ikke aner hvad de laver, som render rundt i mørke gange og råber kontant ad hinanden alt sammen i langsomt tempo.

    Jeg savner fx eksperterne og letheden fra SG-1/Atlantis, men jeg kan forstå på både nogle af mine venner og jer, at jeg blot har misforstået de to serier. Nej, fx SG-1,VOY og TNG var sikre vindere.

    “Everything I have ever done in my life has always stayed. I’ve just added to it…But I will not change. Because when you are successful and you change, you are an idiot.”
    – Arnold Schwarzenegger

    Der er heldigvis mange andre Sci-Fi serier man kan se – også af de mere “lettere” af slagsen, såsom ‘Warehouse 13’ (season 2 kører nu), og ‘Eureka’ som med Season 4 faktisk er blevet noget bedre (den var ellers ved at miste pusten).

    Men det være sagt så ser jeg jo alligevel SGU – sæt nu det bliver godt, og slutningen af denne season var jo lidt spændende. Jeg har tygget mig igennem alt hvad jeg har fundet af Sci-fi – også det jeg ikke var så vild med 🙂

  5. Skriv noget... Jan 4. sep 2010 16:58

    Hej Jesper og velkommen til. Altid godt med inputs fra andre sci-fi “nørder”.

    Jeg er nu også selv stor fan af letheden i SG-1 og specielt Atlantis. Jeg er helt vild med Rodney McKay. Han er bare ikke særlig autentisk. Han kan på en eller anden måde være både sindsyg arrogant og overlegen på en charmerende måde. Men det fungerer KUN fordi, han samtidig redder dagen/universet ved lige at fixe noget genialt på ingen tid.

    Sådan fungerer den virkelige verden bare ikke. Men det er kanon underholdning.

    SGU/BSG har en helt anden dybde og tyngde indbygget i sig. Verden er fyldt med mere autentiske mennesker og troværdige problemer. Det hjælper ikke bare lige at: “reverse the polarity”. Der skal andre boller på suppen.

    Om man så kan lide realisme eller “bare” vil have space-opera underholdning er jo en smagssag. Personligt kan jeg lide begge dele. Selvom SG-1/Atlantis og SGU/BSG er sci-fi det hele, så er det stadig som at sammenligne æbler og bananer 🙂

  6. Skriv noget... Martin 4. sep 2010 20:02

    SGUps ja så kort kan det vel siges.

    Halvejs gennem SGU season 1 gav jeg op, SGU er simpelthen for kedelig og har intet med stargate at gøre (ud over navnet). Selvfølgelig skal der være noget for enhver smag, men havde man dog bare lavet en ny serie i stedet for at prøve og ændre SG til BSG. Personlig udvikling ? nu er SG jo ikke Days Of Our Lives men science fiction, derfor forventer man jo også at se lidt teknologi. På dette område savner man McKay og Carter lignende personer, deres kampe med at få skidtet til at virke og når de fejler katastrofalt.

    SGU kunne være efterfølgeren til BSG, men passer slet ikke ind i SG sagaen. For pokker selv de fakta der er slået fast med 7″ søm i de forgående 15 sæsoner ser man stort på i SGU, det er altså noget rod !

    En fordel er der dog ved SGU, det er den perfekte sovepille 😉

  7. Skriv noget... Poul 10. feb 2011 10:09

    Ja, og de 10 først episoder af sæson 2 er ligeså rodet, for pokker da en bunke skod de har fået sat sammen. Næ så heller en rerun af TNG.:-)

  8. Skriv noget... Damish 9. apr 2011 16:37

    Mccay var med i denne uges episode af SGU, håber squ han bliver, så der kan komme gang i serien!

Leave a Reply