Spring til indhold

Ledelse via Excel

  • af

Ledelse er om noget et begreb og en disciplin, der bliver gået rigtig meget op i. Artikler, erfa-grupper, forskningprojekter, seminarer og ikke mindst kurser. Der findes snart sagt ikke det ledelseskursus, der ikke allerede er opfundet. Desværre virker det ikke til, at alle disse kurser bliver brugt til andet end mere fyldstof på diverse CV’er. For når rampelyset er slukket og det seneste kursus er forbi, så venter hverdagen i firmaet igen, og der kører man efter det jeg kalder “Ledelse via Excel”, og det har intet med ledelse at gøre.

Den lille
Iværtsætteren, eller den lille virksomhed helt generelt, starter med en vision. De succesrige gør i hvert fald. Det hele starter med et ønske at hjælpe andre med at opnå et mål, gøre nogle ting smartere eller udvikle noget, der gør verden til et nemmere sted at være. Der er en vision og idémand (M/K) bag, der tror på, at det de gør er det rigtige.

For små virksomheder er det naturligvis også vigtigt at tjene penge. Det glemmer nogen ofte, hvorfor de må dreje nøglen om, når fokus på visionen og drømmene overskygger de kedelige konkrete gøremål såsom at udsende fakturaer. Men i den succesrige lille virksomhed er prioriteringen aldrig hverken uklar eller til diskussion:

  1. Udfør visionen / forfølg drømmen
  2. Tjen kassen på det

Ok, det tager ofte lidt tid inden man bare lige scorer kassen, men er du dygtig indenfor dit felt, så skal det nok komme.

I den lille virksomhed bruger man sjældent tid på ledelse. Slet ikke ledelse via Excel. De succesrige små virksomheder består af en lille flok af ildsjælde, der tror på, og brænder for den samme vision og idé som grundlæggeren af virksomheden. De arbejder efter fælles værdier og mål og alle føler, at de bidrager med noget vigtigt i forhold til missionen. Penge er aldrig en afgørende faktor hvis ellers man husker at få sendt fakturaerne ud.

Den store
Når et firma på et tidspunkt bliver stort nok, så er der som regel sket to væsentlige ting. Den ene er, at topchefen ikke længere er den oprindelige grundlægger. Derfor er visionen og den grundlæggende idé for længst gået tabt. Uden vision og idé er der ikke længere noget kompas at navigere efter. Det eneste der er tilbage er en sølle fysisk manifestation af det, der en gang var noget mere og større: Produktet.

Det andet der sker præcis samtidig med ovenstående er, at prioriteringen bliver vendt på hovedet og så opstår begrebet “Ledelse via Excel”:

  1. Tjen kassen.
  2. Sælg produktet

Uden kompas at navigere efter sejler virksomheden rundt uden nogen konkret destination, indtil “lederen” fejlagtigt indsætter det han tror er et nyt og bedre kompas: Excel. Ja, regnearket fra Microsoft. I sådan et regneark har topchefen og/eller økonomidirektøren – måske i fælleskab – skrevet et arbitrært tal i celle “D6”. Et tal de har hevet ud af røven på et “ledelsesseminar” på et smart wellness-kursted. Tallet i celle D6 bliver for det næste år mantraet. Det er TALLET. Det er alles Gud og det skal tilbedes.

Med nærmest religiøs fanatisme helliger målet alle midler, for tallet SKAL opnås. Derfor kan tallet også bruges som argument for – og imod – alt, afhængig af hvad der lige er påkrævet i dag. Omstruktureringer, afskedigelser, nyanskaffelser og nyudvikling (eller mangel på samme). Alt sammen midler til at opnå målet. Tallet. Alt andet er ligegyldigt.

Ledelse via Excel er en tilstand, hvor ledelse er ikke-eksisterende. Det eneste der er tilbage er administration af organisationen. Administration er et job for administratorer, ikke ledere. Det er derfor alle de lederkurser er spild af tid og penge, for det er sjældent ledere deltager på dem. Kursisterne er administratorer, med titler af ledere, der sidder i administrator-jobs… hvor de med næsen dybt begravet i celle “D6” leder lige præcis intet som helst.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *