Om Jan Skinnerup

Velkommen til min blog!

Det er her jeg holder til på nettet. Ét af stederne i hvert fald.
Det er her jeg skriver om de ting der optager mig, hvilket jeg erkender spænder vidt.

Jeg har en uddannelse som astrofysiker fra Århus Universitet bag mig, men har siden universitetet stort set kun arbejdet med IT. Nærmere betegnet, så arbejder jeg som system konsulent og rådgiver kunder omkring deres servere og hvilke løsninger, der er optimale for at løse lige netop deres udfordringer.

Privat er jeg så priviligeret, at jeg er gift med verdens dejligste kvinde, Tenna Skinnerup.

Når jeg skal koble af foregår det ofte med noget orientalsk inspireret såsom kampsport, der fylder meget i mit liv. Det har det gjort i over tyve år. Jeg er yderst fascineret af zen og den japanske tilgang til livet. Da jeg samtidig godt kan lide at have indflydelse på de ting der betyder noget for mig, går der også tid med bestyrelsesarbejde. Lige nu som næstformand og cheftræner i Vejles ubestridt fedeste kampsportsklub.

Jeg føler det også på sin plads at gøre dig opmærksom på, at jeg har en holdning til de fleste ting. Og den er jeg hverken ked af at lufte, eller bange for at forsvare. Jeg har kaldt min blog for “Jans skarpe”, fordi jeg skærer den overflødige pænhed væk. Jeg pakker ikke mine meninger specielt godt ind, men det hele kommer fra hjertet.

Du skal være velkommen til at deltage og kommentere på mine indlæg. Det vil jeg faktisk rigtig gerne at du gør. Dog skal alle kommentarer lige godkendes før de vises. Indlæg der bærer præg af racisme, reklame, personlige anklager eller trusler vil blive slettet med hård hånd. Ellers er der frit slag.

Jeg giver også gerne min mening til kende om livets krydderier. Det kan være om musik, en god specialbrygget øl, science fiction TV/Film eller hvad jeg nu lige begejstres over.
Så hvis du stadig læser med er du åbenlyst ikke blevet skræmt helt væk. Godt!
Dermed endnu engang velkommen til.