Imaginaerum

Nightwish er kommet med deres nyeste udspil: Imaginaerum, som jeg har gennemlyttet et par gange nu.
Som lovet kommer her min anbefaling: Køb! Køb for fanden! 🙂

Hvis jeg skal uddybe det bare en anelse, så vil jeg sige, at Nightwish her har begået noget af det bedste de til dato har lavet. Intet mindre faktisk!

Vokal
Nightwish er ikke det samme uden Tarja, og ingen kan udfylde hendes sko, eller vokal. Færdig. Slut.

Men vi kan ikke blive ved med at tude over det tab. Nu er det Anette Olzon der synger og så må vi forholde os til den virkelighed, ligesom Nightwish selv har gjort det.
For det er lige præcis hvad de har gjort på deres nye udspil, hvor de har eksperimenteret med en ny tilgang til musikken, som går bedre i spænd med Anettes vokal.

Flowet i teksterne flyder desværre ikke altid så godt som de kunne have gjort. Det leder nogle gange tankerne hen på Eminem, som også har en mærkelig tendens til at bryde linjerne på underlige steder, hvilket giver hans rap et ujævnt flow. Jeg synes ikke det virker for Eminem, og det virker heller ikke altid for Nightwish.

Musikken
Langt hen af vejen er det Nightwish som vi kender det. Rygraden i musikken er der ikke pillet ved. Men der er dog tilsat nye elementer og hele albummet har en følelse af “omrejsende cirkus” og “gade-gøgler-show”. Det er svært at forklare på skrift, så det må du selv lytte dig til, og når du hører det, så ved du præcis hvad jeg mener.

Jazz nummeret “Slow, Love, Slow” skulle jeg godt nok lige høre et par gange før den virkede for mig.
Ja, jazz… og Nightwish. Det lyder helt åndssvagt, ikke også?
Lige præcis her rammer Anettes vokal bulls eye og når de hen imod slutninger af nummeret slår en bundsolid distortion guitar an, holdt i ekstremt stramme tøjler men så man ikke er i tvivl om dybden og kraften nedenunder, så er det ubetinget noget af det mest fænomenale jeg længe har hørt.

Marathonnummeret “Song of Myself“, der varer imponerende 13 minutter, er et af de numre som jeg er noget forundret over. De første 7 minutter er tæt på geniale, hvor drum beatet, intensiteten og operasegmenter flyder sammen i en højere enhed som sjældent er hørt magen, mens de sidste seks minutter er ringere end det ringeste pis… ever! Elendig depressiv poesi oplæsning i seks minutter? Meget underligt!

Nightwish skal have point for at forny sig og for at forsøge at tilpasse musikken til deres “nye” sangerinde.
For det virker, sgu!
Imaginaerum er et fænomenalt udspil og de få ting der ikke virker er stort set pakket ned i de sidste seks minutter af ét nummer, som jeg lige har omtalt, så de er lette at “spole hen over”.

Hvis du kan lide Nightwish, så er det bare om at få købt det her album, og det kan kun gå for langsomt!